torsdag den 5. april 2018

Krokus, krokus, krokus...og lidt andet

Inden jeg går en anelse amok med krokusbilleder er her nogle af de hornvioler jeg plantede ud i mandags. Så skønt med sådanne farveklatter.


Det første højbed er placeret lige ved indgangspartiet og der er lagt pænt mange krokusløg (bagerst) og så masser af tulipaner ('Orange Princess' og 'Tricolor Mix') samt narcis 'Thalia' - jeg er sikker på, det nok skal blive smukt, når de springer ud.
Vejret i mandags var jo helt fantastisk omend køligt. Igår, onsdag var det næsten helt lunt og jeg fik sørme gødet roser (Tak for påmindelsen, Linda!) og klippet den anden 'Lykkefund', selvom jeg først havde tid sent på eftermiddagen.

Inden da gik jeg en tur med kameraet, for det er tydeligt at se, at vejret er blevet noget varmere. Her er det scilla, der er på vej.
 ...og her snepryd.
...og nu til "et par" fotos af krokus:

'Prince Claus'

'Rosea'

Botaniske og 'Pickwick'
'Pickwick'
'Blue Pearl'
'Lilac Beauty' eller 'Whitewell Purple'
'Rosea'
Flere 'Lilac Beauty' eller 'Whitewell Purple'
'Orange Monarch'
Masser af løgplanter - enten i udspring eller på vej :)
I krukkerne er der også liv og glade dage :)
Til sidst:
'de Jager' - den er altså ualmindelig fin - jeg må have nogle flere af de løg.
Der er stadig en del krokus, der ikke er sprunget ud - så dette var næppe mit sidste krokus-indlæg i år :)

tirsdag den 3. april 2018

"Sådan en som Monty har"...

...Sådan nogenlunde sagde jeg, da jeg skulle forklare Carsten, hvad det var jeg gerne ville bede ham om at bygge til mig.
Så i flere timer i går eftermiddags og tidlig aften stod han ude på terrassen og målte op og savede.

Efter aftensmaden trak han ind i stuen for at samle den...og voilá....nu har jeg "sådan en som Monty har".
En såkasse, så det - forhåbentlig - ikke griser nær så meget, når jeg sidder ved spisebordet og sår/omprikler.

Den skal lige have en gang træbeskyttelse, før jeg kan tage den i brug og da hverdagen er startet igen idag, må malingen vente til sidst på ugen eller weekenden. Jeg skal nu heller ikke omprikle før næste weekend, så det passer fint.

Ham der Carsten, ham har jeg godt nok været heldig med :)

mandag den 2. april 2018

Årets første havedag :)

 Jeg har været i haven idag - jeg har været i haven idag - jeg har været i haven idag -  jeg har været i haven idag...

*lykkelig smiley*

Så oprandt den endelig - årets første havedag og ih, hvor var det dog bare dejligt.

Godt og vel fire timer tog jeg derude. Jeg skal jo ikke tage for hårdt fat her i starten - og desuden kom jeg først ud efter middag, da jeg lige havde en pokkers masse skolearbejde, der skulle laves først.

Dagen startede dog ude hos min plantepusher; Frenderup Planteskole - kl. 9.00. Jeg skulle nemlig hente Champost planteskolejord og gødningskugler til brug senere på dagen.

Selvfølgelig kunne jeg ikke nøjes med ovenstående, for hun havde en enkelt tilbage af de der rustne "fuglefisk" som jeg købte en af sidste år.....se billedet nedenfor....så den skulle da med hjem til den anden, så den ikke skal være alene mere :)
Lige så kom jeg til at købe en lille, rusten krone sammen med en spættet efeu. Efeuen skal plantes i en lerpotte og så pyntes med kronen. Indtil videre står efeuen dog i udestuen, så billedet her er kun en hurtig opstilling. Det skal nok komme til at se godt ud.
Et kig ned mellem de blå bede, der slet ikke er klargjort endnu.
Flammebedet stod for tur idag.
 Det var kun første oprydning, så det roder stadig lidt, men sikke dog en forskel allerede.
 I krukkerne på terrassen sker der ting og sager, nu vejret bliver bedre.
 Der ligger stadig sne i haven - men kun klatter hist og pist. Dette billede er taget i formiddags, der er forsvundet noget mere af sneen nu.
 Rosen 'Helena Lykkefund' fik sin årlige klipning. Her før....
 ...og her efter. Det ser altid meget voldsomt ud, men den plejer jo at kvittere med en overdådig blomstring omkring 1. juli.
 Nogle enkelte grene stritter endnu.  Det ene spændebånd, der holder jerntipien sammen, er gået i stykker i vinterens, så vi skal lige have købt et nyt, før vi binder de sidste grene ind.

Mens Carsten klarede opbindingen af rosen, gik jeg om i forhaven, for NU skulle der farver til. I fredags var vi en tur på den lokale planteskole og jeg hjembragte 16 store hornvioler.
 Det er SÅ dejligt med en masse farver i indgangspartiet - I love it!
De tre store krukker med Euonymus fik fjernet det øverste lag jord og dernæst fik de syv gødningspiller hver, så de kan klare sig hele sæsonen.

Til sidst plantede jeg hornvioler i bunden og resten af hornviolerne blev plantet i de nærmeste krukker, der stod tomme efter at have haft dahliaer i sidste år. Ih, hvor det pyntede med så mange farveklatter. Det kan man kun blive glad i låget af.
Her til sidst er nogle billeder (af nogle) af mine krokus
.
 Her er det 'Blue Pearl'
 Krokus tommasinianus på vej.

Jeg har bemærket, at rigtig mange af mine krokus begynder at blomstre "helt nede ved jorden" i stedet for først at udvikle en stilk. Det må vist skyldes det kolde vejr.
 Ukendt (skal først have gravet skiltet frem)
 Ukendt - den skulle - ifølge skiltet - være en ganske almindelig hvid krokus - det er den så ikke.
 'Creme beauty' skulle dette være, selvom jeg synes de er meget gule.
 En af de nye krokus; 'Rosea'. En yndig lille en.
Til sidst 'Tricolor'.

Nu er klokken næsten 20, så jeg vil smutte ind foran tv'et og følge med i "I kamp til hækken" - det nye have-konkurrence-program. Så må vi se, om det er værd at se eller ej.