lørdag den 21. maj 2011

Mangel på (plantesække)jord...

...betyder jo ikke, at jeg ikke kan finde på noget at lave i haven.

Det betyder "bare", at jeg er gået i stå med haveomlægningen...hvilket er temmelig frustrerende. Nå, men jeg fandt da arbejde til "et par timer" derude i den friske luft i dag. Fem timer blev det til inkl. adskillige smøg - og telefonpauser.

Dagens arbejde + kommentarer til nogle af punkterne:
  1. Fik fjernet det mest irriterende ukrudt i forhaven
  2. "Det bugter sig-kanten" om surbundet blev lavet færdig
  3. Fik anlagt en "solsikkepark" - 25 solsikker, størrelsesmæssigt fra 5-6 cm til 25-30 cm. (Sået samtidigt!)
  4. Hylden, stående i en krukke, blev klippet ned
  5. "Alle" mine såede planter blev priklet over i potter (1 lathyrus, 1 gråblad og 6 potter med brudeslør)
  6. 20 blandede gladiolusløg, som jeg havde glemt, blev lagt i "bakken"
  7. 8 kartofler blev lagt - i tre spande
Ad 2. - Det hjalp en smule, at jeg fik hældt lidt sand omkring stenene, men det bugter sig nu stadig. Det er dog okay med mig - jeg har nok vænnet mig til synet - haha - og når der nu en gang bliver fyldt op med spagnum og plantet hosta og primula, så kommer det nu nok til at se helt pænt ud.



 Ad 3. - Af de 26 solsikker, jeg havde priklet ud i påsken, var der kun een, der var gået til.

To andre ser heller ikke for godt ud, men ikke desto mindre får de nu alligevel chancen for at vise, hvad de dur til. Jeg fik nemlig gravet 25 huller i græsplænen - ved siden af det kommende surbundsbed - og anlagt en "solsikkepark".

Det ser lidt vildt ud med 25 bambuspinde stukket i jorden, men skidt pyt. Hvis det betyder, at solsikkerne IKKE vælter i heftigt regnvejr, så er det okay med mig :o)
 

 Græsset mellem planterne gør jeg ikke så meget ved. Det må for min skyld gerne blive til en "sommereng" - jeg overvejer faktisk at smide nogle sommerblomstfrø der.

Det er kun planen, jeg vil have solsikker der i år - hvad der skal laves næste år ved jeg ikke - men formodentlig noget med et højbed/espalier eller lignende foran "terrassen".... det finder jeg ud af i løbet af næste vinter :o)

Indtil videre har jeg ikke gjort mig så mange tanker igen om "baghaven" - bortset fra surbundsbedets placering.
 

Ad 4 - Den hyld jeg havde taget med fra min gamle have, så mildest talt noget ranglet ud (se øverste billede), så den blev klippet ned. Den skal nok overleve; de er jo temmelig sejlivede :o)

Ad 7 - Godt nok har jeg ingen ekstra jord, men jeg VILLE bare have kartofler af egen avl, så jeg tog resolut og tømte alle de spirebakker, hvor frøene ikke var blevet til noget - og det var MANGE - og hældte over i en spand, pøsede lidt vand i og æltede rundt.

Fordelte derefter jorden i tre spande, lagde 2-3 kartofler i hver spand og dækkede til med det sidste så- og priklemuld jeg havde stående.

 

Bagefter blev spandene sat tæt på min sydvendte mur og vandet godt - og nu håber jeg så at kunne høste kartofler af egen avl om 1-2 måneder.

 

Inden jeg gik indenfor, tjekkede jeg lige, hvordan min blomsterkarse havde det. Den har det udmærket, ser det ud til:

 

Den lader til at være kommet sig ovenpå den irriterende maj-nattefrost. ..

 Har forøvrigt også lige fået lavet en liste over min havebogssamling - den findes som faneblad øverst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar