fredag den 1. januar 2010

En rigtig tømmermændsdag...

 ... er hvad dagen i dag udviklede sig til. Lige bortset fra manglende tømmermænd.

Ja ikke at jeg savnede dem, sådan skulle det heller ikke forstås ;o) Jeg blev ved med at være træt efter jeg var stået sent op og efter en lang telefonsnak med en veninde, og en lidt kortere af slagsen med min mor, samt ophængning af tøjvask nummer to, smed jeg mig på sofaen og tændte for fjernsynet... 

... og i den forbindelse kunne jeg ikke lade være med at undre mig; Det er kun en uge siden jeg udvidede min tv-pakke betragteligt, da jeg fik et fordelagtigt tilbud.

 Nu kan jeg altså vælge mellem 50 forskellige kanaler og så viser IKKE EN AF DEM NOGET INTERESSANT! Det er skisme da utroligt. 

Efter en hel del zappen mellem alle kanalerne, trængte jeg til at lukke øjnene et øjeblik - og så vågnede jeg igen 1½ time senere.

 Efter endnu ti minutter - stadig lettere groggy - fik jeg taget mig sammen til at få skrællet et par kartofler til aftensmaden. (Oksemørbradrester fra i går)

 Man kan altså ikke just påstå, jeg har fået noget særligt ud af den første dag i det nye år - men i det mindste er mit hjem stadig rent og ryddeligt ;o)

 Må se om jeg i det mindste ikke orker at strikke bare en lille smule i aften på det "pude-dukke-projekt" jeg er gået i gang med. Om det overhovedet bliver til noget, ved jeg ikke.

Men nøj, hvor er det fedt at strikke på rundpind - ingen vrang - og mit strik er godt nok stadig lettere bulet (En rigtig strikker ville sikkert være flov over resultatet) men slet ikke nær så ujævnt, som når jeg bruger almindelig pinde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar