mandag den 28. april 2008

Lettere frustreret tysklærer

Mon jeg lider af unødvendig stress for tiden?

Det får jeg at vide på onsdag.

Onsdag er nemlig dagen, hvor det bliver offentliggjort hvilke fag, der er udtrukket til prøve i år.

Eftersom jeg har en 9. klasse i tysk, interesserer det mig jo en hel del.

 At jeg så gerne ville have vidst det for længe siden (hvor skolens kontor fik besked - men de undervisende lærere må altså ikke vide noget før eleverne - det har ministeriet bestemt) er så en anden sag.

Jeg er forøvrigt ikke specielt begejstret for den nye prøveform; den egner sig bare slet ikke til elever, der overhovedet ikke gider tysk. At få sådanne sløve padder til at skrive en disposition og få den afleveret inden deadline - det kan åbenbart ikke lade sig gøre.

På trods af, at eleverne allerede fik at vide for 1 måned siden, at deadline var i fredags, har jeg da kun modtaget 12 ud af 25! Jeg må trøste mig med, at de er næsten lige så sløve i andre fag - men jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg bliver møghamrende irriteret over, at de da for filan ikke kan nosse sig færdige.

 Dertil skal siges, at de har haft hele 6 tysktimer til at arbejde med dispositionen i klassen! Det er ret lang tid! (Timer, hvor vi var to lærere på, så vi kunne nå så mange som muligt - alligevel valgte en hel del bare at pjatte rundt - og jeg valgte altså at bruge min tid og energi på at hjælpe de, der faktisk arbejdede - frem for at bruge undervisningstiden på at få spradebasserne til bare at sætte sig ned...!)

Der er stadig 3-4 stykker, som ikke er gået i gang endnu!!

Efterhånden er jeg nået til det punkt, at så må de sgu bare gå til prøve uden disposition - og så bliver resultatet da også derefter, ikke at en disposition ville have hjulpet ret meget på det i forvejen!

Såfremt tysk bliver udtrukket onsdag har jeg helt til d. 5.5 til at få indsamlet samtlige dispositioner, nå at få rettet de 10 endnu ikke sete dispositioner og give dem tilbage til eleverne OG atter modtage den renskrevne disposition, få tjekket deres individuelle opgivelser, lavet lister over samtlige opgivelser og få afleveret det hele osv. osv.

Senest d. 18.5 skal jeg så have fabrikeret 28 forskellige spørgsmål indenfor de emner vi har arbejdet med, nøje afpasset efter hvilke emner eleverne har valgt i dispositionen.

Hvis eleven f.x. har valgt "Berlin" til sin disposition, så må han/hun ikke trække et spørgsmål i den kategori.

Hurra for en masse logistik, man også lige skal have gang i mht. spørgsmålstrækning og derved prøverækkefølgen... doh!

Egentlig kunne jeg jo bare have sørget for at arbejdet var blevet lavet færdig allerede i marts - men jeg må indrømme, at min lyst til at arbejde "gratis" i flere timer ikke lige er det, jeg ynder mest, når der er så meget andet forberedelse jeg kunne lave i stedet for.

Derfor er jeg overhovedet ikke gået i gang med de der "kontrolspørgsmål" endnu.

Såfremt tysk ikke bliver udtrukket ville arbejdet jo være total spild af tid - for pokker hvor det dog ligner UVM at lave sådan en gang prøvemakværk.

 På sin vis håber jeg, at tysk bliver udtrukket - for det første for at få afprøvet prøveformen (Jeg har sjovt nok læst masser af positive indlæg fra lærere, der var på den sidste år - men er som allerede nævnt temmelig negativ stemt overfor den - den giver mig i hvert fald en hel del mere stress end den gamle gjorde. Den gamle tog max. 5-6 timer at forberede incl. kopiering og det var så det. Foreløbigt har jeg brugt 9-10 timer på den nye her - og er slet ikke færdig endnu.) men også fordi en del af eleverne ville have godt af at skulle til prøve i et fag, de fleste af dem hader - og derfor har sjoflet det meste af året.

På den anden side ville det ikke genere mig spor, hvis tysk ikke blev trukket ud - det ville nemlig betyde, at min tyskundervisning i 9. klasse ville være slut for i år - og jeg ville kunne koncentrere mig om mine andre hold og glemme alt om prøver. (Okay, ikke helt - skal ud som censor et par gange, men ellers...)

Nå - og nu vil jeg så sætte mig ud på terassen - nyde en smøg, mens jeg falder lidt ned igen - og så lede efter flere mulige tekstopgivelser.

P.S. En ting ligger dog helt stramt: Min undervisning næste år i 9. bliver bundet fuldstændig op på hvilke emner, jeg allerede har ekstratekster til (til elevernes individuelle opgivelser), så der bliver ikke plads til impulsive tema-ideer til næste år.

 Så nu bliver årets undervisning altså tilrettelagt efter prøven - og ikke som tidligere, hvor prøven afspejlede årets arbejde.

Ikke skidesmart, efter min mening, men nødvendigt, da jeg ikke gider havne i denne situation igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar